Forbrugslån og kreditkort

Sektorformand

Direktør John Poulsen, Ekspres Bank A/S, Oldenburg Allé 3, 2630 Tåstrup
tlf: +45 70 23 58 00
E-mail: jopo@ekspresbank.dk

Tilknyttet advokat:
Michael Gregersen
Direkte +45 87 32 82 10
E-mail: mg@delacour.dk

Arbejdsopgaverne er bl.a. kreditaftaleloven, renteforhold, markedsføring m.v.

Nedenfor gives en beskrivelse af forbrugslån, konto- og kreditkort, således som de typisk udbydes af foreningens medlemmer (finansieringsselskaberne). På hjemmesiden findes også en oversigt over, hvilke selskaber de udbyder disse produkter (Se "medlemmer" – "sorteret efter kategori").

Let tilgængelige lån og kreditter

Forbrugslån hos finansieringsselskaber karakteriseret ved, at de er nemme og hurtige at få. Rentesatsen kan bl.a. afhænge af lånets størrelse og løbetid. Kunden kan selv bestemme hvor og til hvad, pengene skal bruges.

Et kreditkort (eller kontokort) er også let tilgængeligt. I nogle tilfælde er kreditten begrænset til køb hos fx en bestemt butik, kæde af butikker eller stormagasin. I andre tilfælde er kreditten knyttet til et internationalt betalingskort som fx VISA eller MasterCard og er ikke begrænset til bestemte butikker eller kæder. Der aftales en løbende kreditramme på et bestemt beløb, og der indgås typisk en aftale om en fast månedlig indbetaling. Der udbydes også internationale kreditkort/betalingskort uden forbrugsmaksimum.

Lånestørrelser

Långivning via finansieringsselskaber er oftest mindre lån. Forbrugerstyrelsens undersøgelse af markedet for forbrugslån i 2005 viste, at 56% af de personer, som lånte hos finansieringsselskaberne lånte mindre end 10.000 kr., 20 % lånte mellem 10.000 og 50.000 kr., og kun 15 % lånte mere end 100.000 kr.

Undersøgelsen viste endvidere, at de fleste kunder (77%) kun havde 1 lån, 4,3% havde 3 lån, og kun 1% havde mere end 4 lån.

Kundeprofilen svarer til danskerne i al almindelighed

Finans og Leasing har gennemført undersøgelser af, hvem det er finansieringsselskaberne (Finans og Leasings medlemmer) låner penge ud til. Den seneste undersøgelse fra november 2006 viste, at målt på køn, alder og beskæftigelse svarer finansieringsselskabernes kunder nøje til den generelle fordeling i Danmark.

Hertil kom, at kunder i alderen 18-19 år er underrepræsenteret målt i forhold til den demografiske aldersfordeling i øvrigt (0,02 mod 0,028). Andelen af kunder over 18 år i beskæftigelse var også højere nemlig 0,74 mod et landsgennemsnit ifølge Danmark Statistik på 0,62.

Den samlede undersøgelse kan rekvireres ved henvendelse til Finans og Leasing.

Denne undersøgelse samt Forbrugerstyrelsens undersøgelse af markedet for forbrugslån (nævnt i afsnittet ovenover) viser, at denne form for finansiering anvendes af et bredt udsnit af Danmarks befolkning.

Forbrugslån og kreditkort

Kreditvurdering

Finansieringsselskaberne foretager en kreditvurdering baseret på de oplysninger, som kunden skal angive i låneansøgningen. Finansieringsselskaberne har avancerede kreditscorings¬værktøjer, som så vidt muligt frasorterer kunder, der har en svag økonomi. Dette sker i ønsket om udvise ansvarlighed, hvilket går hånd i hånd med forretningsmæssig omtanke, som tilsiger ikke at låne penge ud til personer, der ikke kan betale dem tilbage. En registrering i et register over dårlige betalere vil som udgangspunkt føre til afslag på låneansøgningen.

KreditStatus forbedrer kreditvurderingen og giver forbrugeren overblik

Finans og Leasing har i samarbejde med Experian udarbejdet ”KreditStatus”, som er et nyt værktøj til brug for kreditvurdering og som samtidig giver forbrugere et overblik over deres lån og kreditter. Læs mere om Kreditstatus og få overblik over dine lån og kreditter her: http://www.experian.dk/kreditstatus/.

Brug ”Min KreditStatus” i din planlægning

Du bør altid optage lån med omtanke og aldrig låne flere penge, end du er i stand til at betale tilbage. Det er dig, som bedst kender din aktuelle situation og dine planer og drømme for fremtiden. Via ”Min KreditStatus”, som tilgås med NemID - https://www.kreditstatus.dk/minkreditstatus/ - kan du altid tjekke hvor mange lån og kreditter du har (hos de tilknyttede banker og finansieringsselskaber), og hvad du samlet skylder. Det giver dig et godt overblik over din økonomiske situation (bemærk at det for tiden kun er Finans og Leasing medlemmer og dermed ikke alle banker og finansieringsselskaber, som er med i oversigten).

Fjernsalg - fortrydelsesret

Finansieringsselskaberne har typisk ikke kontorer for personlig betjening. I stedet sker formidlingen af finansiering via en butik eller on-line via långivers hjemmeside. Da der således er tale om fjernsalg, har kunden efter forbrugeraftaleloven 14 dages fortrydelsesret.

ÅOP – Årlige Omkostninger i Procent

Forbrugslån og kreditter er omfattet af regler om prisoplysning. Det betyder, at der skal gives en række oplysninger om låne-/kreditstørrelser, nominel årlig rente, ÅOP (årlige omkostninger i procent) m.v. såvel de steder, hvor produkterne udbydes, som i reklamer for produkterne.

ÅOP svarer populært sagt til ”kilo-prisen på lån”. I ÅOP skal indgå alle omkostninger ved lånet herunder stiftelsesomkostninger, løbende gebyrer og rente. Nøgletallet gør kunden i stand til at sammenligne priser på forskellige lånetilbud.

Finans og Leasing har i 2006 sammen med blandt andre Forbrugerstyrelsen deltaget i en informationskampagne om ÅOP med det formål at fremme kendskabet til ÅOP. Kampagnen gentages i sommeren 2008.

www.aaop.dk kan man læse mere om kampagnen og ÅOP.

Kreditaftale-, markedsførings- og betalingsmiddelloven mv.

Forbrugslån og kreditter er omfattet af kreditaftaleloven. Det betyder fx, at der skal gives oplysninger om lånets størrelse, gebyrer og andre omkostninger ved oprettelse af lånet, lånets nominelle årlige rente og ÅOP.

Prisoplysningskravene og kravene til beskrivelse af kreditvilkårene i kreditaftalen sikrer, at kunden forud for aftaleindgåelsen er fuldt oplyst om vilkårene og prisen for finansieringen.

Forbrugslån og kreditter er også underlagt markedsføringsloven herunder § 15, som bestemmer, hvad der skal til for, at man kan indføre eller ændre bestående gebyrer.

For konto- og kreditkort gælder betalingsmiddelloven. Bl.a. skal udbydere af konto- og kreditkort registreres hos Forbrugerombudsmanden, og der er regler som begrænser kortholders ansvar ved 3. mands uberettigede brug af kortet.

Endelig gælder hvidvaskloven (bekæmpelse af hvidvask og terrorisme) for alle finansieringsselskaber. Det betyder bl.a. at de er underlagt kravene om ”know your customer” og registrering hos Finanstilsynet.

Gennemreguleret område

Som det fremgår af det ovenstående om fortrydelsesret, prisoplysningsregler, kreditaftaleloven, betalingsmiddelloven, hvidvasklovgivningen og markedsføringsloven, er området for forbrugslån og kreditter intenst reguleret. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at reglerne overholdes. Finans og Leasing har løbende en dialog med Forbrugerombudsmanden om, hvorledes reglerne på området bedst muligt udleves.

Et godt alternativ eller supplement til andre finansieringskilder

Finansieringsselskabernes tilbud er et godt alternativ eller supplement til de kunder, der vægter en hurtig, nem og diskret behandling af deres finansieringsansøgning. Finansieringsselskaberne stiller en række spørgsmål for at sortere de kunder fra, der har en svag økonomi, men kunderne vil ikke blive mødt af krav om fx at samle deres forretninger eller at skulle stå til regnskab for, hvad de skal låne pengene til.

Finansieringsselskabernes andel af markedet for forbrugsfinansiering

Den årlige omsætning hos Finans og Leasings medlemmer i kategorien forbrugslån og kreditter er steget jævnt fra 2,1 mia. kr. i 2002 til 5 mia. kr. i 2007. Hertil kommer sikrede lån (typisk sikkerhed i biler) som i 2007 var på 9,7 mia. kr. Dvs. i alt ca. 16 mia. kr. (Det bemærkes, at en del af stigningen skyldes medlemsfremgang hos Finans og Leasing).

Tallene er offentligt tilgængelige her på foreningens hjemmeside. Stigningen skyldes bl.a. den gunstige økonomiske udvikling i perioden. Forbrugertilliden har været i top, og mange har derfor været indstillet på at låne til forbrug i forventning om at kunne betale tilbage senere.

Til sammenligning skønnes det, at udlån til forbrug via banker og sparekasser i 2007 udgjorde 143 mia. kr.